Marianne Miriam Cordosa Nagler

Billedkunstner

mariannenagler@gmail.com
www.cordosa.dk

Atelier Cordosa
Holmegårdsvej 8, 1.tv.
2920 Charlottenlund
Denmark

Mobil: 5129 1411

KUNSTNERPORTAL / MEDLEMSLISTE
A
B
C
D
E
F
G
H
I
J
K
L
M
N
O
P
Q
R
S
T
U
V
W
X
Y
Z
Æ
Ø
Å
    Værker
    • CV
    • Mere info

    Marianne Miriam Cordosa Nagler

    Billedkunstner

    Andet

    En maler gik at male - en samtale med Marianne Nagler

    Af:
    Hans Bandmann
    Onsdag, 26 oktober, 2011 - 15:29

    Sprækker, rødder, dialog og tiltro blandes med Talmud og tillid, lidt jazz og lidt Nash. Paletten bliver serveret hos en billedkunstner med lærredet fuld af liv og død
    Hvad er jødisk kunst? Det har været spørgsmålet i rigtig mange år. I dag buldrer det i hovedet på vej op ad trappen. Jødisk Orientering leder efter svar på en førstesals lejlighed i Charlottenlund. Her har Marianne Nagler malerierne, teorien og kaffen parat.
    Vi sætter os og snakker om hendes kunst. Hun har tegnet og malet det meste af sit liv, og om fem måneder bliver hun cand.mag. i kunsthistorie. Altid har hun været omgivet af kunst og kunstnere. De kom i hjemmet. Og fra hun var to år, sad hun i klapvognen, når moren trillede hende med rundt på datidens udstillinger. Navne som Den Fri og Charlottenborg dukker op. Her oplevede hun de farverige Cobra-malere og deres ekspressionistiske kunst. Hun så billeder af Jørgen Nash på postkort, der hang hos familiens venner. Hun var omkring fem år, da hun for alvor blev tændt. Og lige siden har de kontrastfyldte farver været hendes foretrukne udtryk.
    Der ligger som regel en bund af ultramarin eller cobolt under de lyse farver i hendes malerier. Den dybe blå kulør viser sig i større eller mindre flader eller som sprækker i farvelaget: "Det skal minde om den dimension i tilværelsen, som vi jo alle er fælles om, nemlig det faktum, at vi er her på 'gennemrejse'. I mørket ligger alt det, vi ikke har mulighed for at vide noget om. Døden fx . Det mørke felt giver en rummelighed, en bevægelse væk fra fladen og ind i dybet. Livet er alt det glade, dynamiske og livlige, de dybe farver er tilstanden bagved, der sætter livet i perspektiv."
    De seneste 20 år har hun malet abstrakt. Som hun udtrykker det: "Der er jo ingen grund til at male som om det ligner virkeligheden, når vi nu har fået fotografiet. Det abstrakte giver muligheder, det fastlåser ikke. Det giver større spillerum for tanker og følelser. At male er for mig én måde at skabe mening på til glæde og eftertanke. En måde er være i rummet på." Lige nu er her lyst og stille, men når hun svinger penslerne, er der tit musik i luften og til daglig skaber jazz og vegetative toner endnu mere 'rum?' omkring hende, når hun arbejder.
    Barndommens rum var ikke specielt jødiske. Til gengæld har Marianne Nagler som voksen skabt en ramme om sit eget liv med jødedom, traditioner og andet inspirerende tankegods. Hun har tillid til tilværelsen og hverdagens mirakler. Vil hellere tale om tiltro end tro og hun ved, at man kan dø af skræk, når man åbner avisen. Men hun går ikke i panik og understreger, at der jo også er ting, der går godt: "Livet kan altid skifte retning, men er man lidt optimistisk, kan det jo også give en form for kræfter." Sine egne kræfter bruger billedmageren ikke kun til at male, også de historiske og teoretiske fundamenter optager hende. Kaffen er stadig varm, og langsomt glider samtalen over i spørgsmålene om jødedom og kunst.
    Jødisk kunst har fra tidernes morgen først og fremmest været knyttet til rituelle genstande. Men der findes også en billedkunst, skabt ud af paradokset om billedforbudet, som beskrevet i 2. Mosebog: "Men så vidt jeg kan forstå, er den rabbinske litteratur med Talmud-traktaten, Avodah Zarah, blevet fortolket som et forbud mod fremstilling af afgudsbilleder og ikke af billeder i bredere almindelighed."
    Mange har forsøgt at definere jødisk kunst. Karakteristisk er i hvert fald, at den som regel forholder sig til jødiske emner. Mest udbredt er de velkendte bog-illuminationer, der håndtegnet og senere trykt, har fyldt de religiøse skrifter. Og netop bøger har en central placering i den mosaiske verden. På grund af flugt og forfølgelser har jøder til alle tider haft grund til at omgive sig med mindre ting, der let kunne transporteres: "Flugten definerer det jødiske folk. Den lokale forankring har været umulig og derfor indeholder jødedommen og jødisk kunst et væsentligt element af det universelle."
    I kølvandet på modernismen er der sket en udvikling især i USA og Israel. Ofte som en reaktion på Holocaust og samtidens problemer. I dag er jøder integreret overalt i verden og derfor mener Marianne Nagler, at kriterierne for, hvornår man kan tale om jødisk kunst, altid kan diskuteres. Og hun uddyber, mens vi tømmer kopperne:
    "Principielt vil jeg mene, at jødisk kunst er lavet af jøder - det kan dreje sig om jødiske temaer eller vise arbejder fra jøder, der har valgt - eller som i historisk perspektiv har fået mulighed for at lære at fremstille billeder på grundlag af uddannelse, forskellige samfundsbetingelser og inspirationer. Som fx ornamentik og udsmykninger. - Måske kan man med nogen ret påstå, at jødisk kunst ikke er baseret på det vesteuropæiske, klassiske skønhedsideal, men at den ofte indeholde symbolske og abstrakte værdier."
    Men også ikke-jøder kan have jødiske aspekter på hjerte. Hun peger fx på den tyske samtidskunstner, Anselm Kiefer. Han har skabt sine værker på indignation og opgør med nazismen og tyskernes rolle i Holocaust. Hans værker bærer titler, som refererer til historien, mytestof, bibelske tekster og jødisk mystik: "Det er ikke jødisk kunst" siger hun. "Til gengæld er han inspireret af temaer og emner, der vedrører dialogen og det jødiske."
    Dialog er et nøglebegreb i jødedommen. Således også for den store østrigs-jødiske filosof, Martin Buber (1878-1965). Han anskuer kunst som et spirituelt anliggende, der handler om det indtryk kunsten gør på den enkelte beskuer. I et interview fra 1949 fortæller han, at 'en jødisk kunst' først dukker frem i de emanciperede og assimilerede kredse i diasporaen og at flugten har medført en smertelig mangel på tradition. I dag [1949] mener han ikke, man kan tale om en jødisk eller en israelsk kunst, kun om: "....en række - højt begavede - jødiske og israelske kunstnere, som kæmper desperat for at finde et fodfæste og en retningslinje, som er noget andet og mere end et personligt lune."
    Personlighed og lune er der i den grad er tilstede her i stuerne. Udover kunsten og studierne har den garvede maler hver vinter de sidste otte år været guide, når Jødisk Kunstkreds har besøgt forskellige udstillinger. Hun ville se på kunst sammen med andre, og så opstod ideen og de mere strukturerede omvisninger. I år bliver det 'kun' til Klee og Cobra på Louisiana. Hun skal gøre sit specieale færdigt. "Men næste år" - lover hun.
    I Det Jødiske Hus hænger nu tre af hendes malerier. Dem skænkede hun til MT, da det nye center havde haft 25 af hendes billeder på væggene i forbindelse med indvielsen i sommer. Hun lovpriser stedet og siger tillykke og foreslår i forbifarten, at salen ud mod det grønne område med fordel kan benyttes til skiftende udstillinger: "Nu, hvor der jo heller ikke er mulighed for det på Dansk Jødisk Museum. Det mangler totalt fleksibilitet" sukker hun hurtigt, mens hun langsomt stiller kaffekopperne på plads.
    Lejligheden er fuld af kunst. Væggene er tapetseret med malerier. I alle mellemrum hænger der små billeder, relieffer i stentøj og sprællemmæd i ler og jordfarvet keramik. Lærreder, ryg mod ryg, er klemt ind overalt mellem skabe og skænke. Et værksted mod syd, står med staffeli og pensler, forvredne tuber og indtørrede farveklatter. Hun finder ét enkelt, ældre selvportræt og viser de smukke skåle og fade i køkkenet frem. På vej i overtøjet, vender hun tilbage til miraklerne, til alt det, der ikke kan forklares rationelt og gengiver Bent Melchiors udlægning: "Et mirakel ér, at dét der sker, sker lige præcis på det tidspunkt, man har brug for det."
    "Kunst skal berøre" siger hun, "- om man kan lide det eller ej." Havde vi fortsat samtalen ville hun sikkert have sagt, at jødisk kunst er et spørgsmål om dialog. I stedet siger hun pænt farvel og benytter besøget til at sende et Shana Tova til alle.



    Faser 2006